– Denne tekst er genereret ved hjælp af Generativ AI

Introduktion til konflikt og deficit

Killingmo indleder med at forklare, at traditionel psykoanalyse primært fokuserer på psykisk konflikt, især intersystemiske konflikter mellem personlighedens strukturer (id, ego og superego). Patologi opstår her ved forsvarsmekanismer som repression og symptomdannelse. Dog peger nyere klinisk erfaringer på behovet for at udvide denne forståelse, da visse former for patologi stammer fra strukturel mangel – eller deficit – snarere end konflikt. Deficit refererer til områder, hvor individets selvstruktur eller evnen til relationer er utilstrækkeligt udviklet på grund af tidlige, fejlende miljøer​.

Konfliktbaseret versus deficitbaseret patologi

Killingmo skelner mellem to hovedtyper af psykologisk patologi: konflikter og deficitter. Mens konfliktpatologi handler om opposition mellem indre kræfter (f.eks. ubevidste ønsker og forsvar), er deficitpatologi kendetegnet ved mangler i egoets udvikling, såsom manglende objektkonstans eller identitetsdiffusion. Denne differentiering er vigtig, fordi behandlingsstrategier varierer alt efter, hvilken type patologi der er dominerende. Deficit kræver ikke blot afdækning af undertrykt indhold, men snarere en hjælp til at etablere mening i det hele taget​.

Terapeutisk strategi og interventioner

Når det gælder behandling af konfliktbaseret patologi, er terapeutens rolle at hjælpe patienten med at konfrontere og forstå undertrykte ønsker og følelser gennem tolkning. Ved deficit er fokus derimod på at etablere en følelse af sammenhæng og mening, da patienten ofte mangler evnen til at skabe sådan mening på egen hånd. Dette kræver interventioner af affirmativ karakter, som bekræfter patientens oplevelser og hjælper med at opbygge en mere robust selvfølelse​.

Transference og undersøgelse af klinisk materiale

Killingmo beskriver, hvordan overføring – eller transference – spiller forskelligt ud afhængigt af, om patologien er baseret på konflikt eller deficit. Ved konflikt er overføringen rettet mod internaliserede objektrepræsentationer og omhandler ofte tidligere oplevelser med vigtige personer. Ved deficit baseres overføringen ikke på sådanne repræsentationer, men snarere på et behov for at udvikle eller reparere strukturer i selvet. Denne forskel kræver, at terapeuten løbende vurderer, hvilken type overføring der er i spil for at kunne matche sine interventioner til patientens behov​.

Kliniske implikationer

Killingmo afslutter med at understrege, at en nøje vurdering af, om patientens materiale er præget af konflikt eller deficit, er afgørende for succes i terapien. Terapeuten skal være fleksibel og kunne skifte mellem forskellige strategier afhængigt af, hvad der er mest fremtrædende i det pågældende øjeblik. Dette kræver en konstant følsomhed over for patientens udviklingsniveau, hvilket igen påvirker terapeutens valg af intervention, der enten skal være fortolkende (ved konflikt) eller bekræftende (ved deficit). Trods disse forskelle mener Killingmo, at den grundlæggende analytiske attitude ikke nødvendigvis behøver at ændres markant.

Litteraturliste

Killingmo, B. (1989). Conflict and Deficit: Implications for Technique. International Journal of Psychoanalysis, 70(1), 65–79.