Introduktion

Artiklen kredser om Jensen (1969) – en artikel hvor psykologen Arthur Jensen argumenterede for at genetiske begrænsninger var en betydelig forklaringsfaktor for gennemsnitlig lavere intelligens blandt afroamerikanere. Han mente altså at det gennemsnitlige genom blandt afroamerikanere medførte en lavere intelligens i denne befolkningsgruppe.

 Baggrunden til det klassiske studie

Arthur Jensen lavede forskning indenfor børns individuelle forskelligheder i forhold til deres læring. Tidligere årtiers forskning havde afdækket en kløft mellem europæiske amerikanere og afroamerikanere. På baggrund af dette havde den daværende præsident Lyndon Johnson indført Head Start-programmer, for at komme fattigdom til livs. Denne indsats leverede dog ingen resultater og derfor ledte det Arthur Jensen til at stille følgende spørgsmål: Kan psykologer og undervisere øge den nationale IQ? Han mente også at en indsats ville have størst påvirkning på børn i lav SES-familier. På trods af manglende empiri ledte flere indicier ham til at argumentere for, at genetikken måtte spille en væsentlig rolle. På baggrund af denne antagelse kunne samfundet altså gøre en bedre indsats for lav-SES grupperne.

Beskrivelse af det klassiske studie

Jensen lavede flere studier, hvor børn fra forskellige befolkningsgrupper løste opgaver. Fund fra disse studier viste at børn med lav-SES klarede sig dårligere end børn med høj SES. Særligt på Raven’s Progressive Matrices var der stor forskel på grupperne. Denne test var på daværende tidspunkt anset som værende akulturel, da den var non-verbal. Dette tilskrev han en større vægt i det samlede regnskab. På samme tid var Jensen blevet interesseret i kvantitativ genetik, som er den del af genetikken, hvor man ser nærmere på nedarvning og videregivelse af gener. I sin klassiske artikel havde han følgende punkter nævnt, om netop nedarvning:

  1. Genetik og miljø er ikke uafhængige af hinanden
  2. Arv kan kun tilskrives befolkningsgrupper og ikke enkelte individer
  3. Arv kan være forskelligt efter miljøet
  4. Der kan være forskellige niveauer af arv på tværs af grupper
  5. Derfor kan arv i en gruppe ikke tilskrives en anden gruppe
  6. Der er mange grunde til at tro, at der er store forskelle mellem høj-SES og lav-SES gruppers miljø
  7. Høj arvelighed betyder ikke, at et træk er uforanderligt

På trods af disse antagelser, slutter Jensen (1969) alligevel at genetik må spille en rolle i forhold til den gennemsnitligt lavere intelligens hos afroamerikanere. Det at ingen havde sagt noget om dette, fordi det var politisk ukorrekt, fordrede ham til at offentliggøre det for at få gang i en debat.

På baggrund af flere diskussioner med genetik-forskere fremførte han arguementet: Grupper, der er socialt eller geografisk isolerede over flere generationer forventes at vise forskelligheder i enhver egenskab med høj arvelighed.

En SD (Standard Afvigelse) lavere end europæiske-amerikanere

  • Kun 15% afroamerikanere klogere end det europæisk-amerikanske gennemsnit
  • Kun 60% spredning i forhold til europæiske amerikanere

Disse fund er ikke modsagt til dags dato

Flere fund fra disse år viste at IQ kun kunne løftes på kort sigt, og at de efter længere tid ville fade til ikke-signifikante teststørrelse. Konklusionen på sit arbejde blev altså, at det ikke ville have en betydning at sætte ind overfor national løft af IQ.

Flere fund viste at der på tværs af befolkningsgrupperne var samme niveau af asssociativ læring, men at højere logisk tænkningsniveau var højere hos europæiske amerikanere.

 Kritik af det klassiske studie: Responser på Jensens artikel

I alt 15 kritiske kommentarer blev udsendt i de to efterfølgende udgaver af HER. Artiklen skabte også stor opstand i befolkning og det kan umuligt have været nemt at være Arthur Jensen, som også modtog flere dødstrusler. Kritikernes røster var dog lige så indirekte i deres påstande som Jensen selv havde været. Diskussion skubbede generel intelligens ud af psykologiens domæne og gjorde det til farligt emne, som de store journals stadig ikke bringer artikler om. Dette er skørt, da disse udgiver resultater for kognitive evner, som jo også er et udtryk for psykometri. Genetikken er sidenhen også vist at spille stærkt ind på intelligens.

 Hvordan forskningsfeltet har flyttet sig efterfølgende

Det er vist at genotyper kan komme til udtryk på forskellige måder alt efter hvilket miljø individet befinder sig i.

Derudover er det ikke sikkert at SES-værdier faktisk afdækker de miljømæssige faktorer, der har betydning for udviklingen af intelligens. Johnson (2012) vælger at se nærmere på to områder hvor Arthur Jensen var velbevandret.

1. Raven’s Progressive Matrices

Psykometri og IQ-test er under Flynn-effekten. +3 IQ-point pr. årti. Udviklede nationer stagnerer dette, mens udviklingslande accelerer. IQ-test skal altså standardiseres af og til. Test der tidligere blev brugt til voksne bruges nu til børn. Der er dog ikke sket en forandring i kognitive evner i samme periode. Usandsynligt at genetikken ændrer sig så hurtigt.

2. Kvantitativ genetik

Genetikken regnes i dag for at spille ind på intelligens. Jensens senere studier, viste at værktøjerne rent faktisk målte på værdier der korrelerede til senere ydeevne akademisk, ansættelsesmæssigt samt intellektuelt. Bias i forhold til om man tror man skal klare sig dårligt. Der er et “missing heritabillity problem” – man kan ikke sige hvilke dele af arvemassen som har betydning for intelligens.

 Konklusion

  • The racial gap findes stadig i dag, men er blevet lidt mindre
  • Vigtigt at finde en løsning på dette
  • Umoden konklusion, men reposen skabte mere skade end gavn
  • Samme ensidige tilgang som Jensen fremførte, bliver nu fremført med omvendt fortegn

Vigtigt at forstå hvordan intelligens udvikles, samt hvordan testene yder. Dette var ironisk nok også Arthur Jensens udgangspunkt, men han bevægede sig ud på et sidespor, hvor vi ikke kommer videre fra før vi forstår dig bagvedliggende dynamikker.

Litteraturliste

Johnson, W. (2012). How much can we boost IQ? An updated look at Jensen’s (1969) Question and Answer. I: A. M. Slater & P. C. Quinn (Red.), Developmental psychology: Revisiting the classic studies (kap. 8, s. 118-131). Sage Publications.