Abstract: Sommer (2012) gør op med den tidligere udviklingspsykologi og baner vejen for en ny. Den nye tilgang til barnet sætter fokus på resiliensforskning og sætter dermed barndommen ind i et større livslangt perspektiv. Der redegøres i den forbindelse for en mere transaktionel tilgang, hvor omgivelserne påvirker barnet men også omvendt. På denne måde gives der mulighed for en mere interdisciplinær tilgang til barnet, hvor sociologien også har nogle vigtige bidrag i forhold til “makro-barnet”. Den nye “barndomspsykologi” har derfor til mål at integrere teorierne om barnets selv med “makro-barnet”.

Introduktion: Hvorfor og hvordan en barndomspsykologi

En af de få konstanter i verden er forandring

Skal ikke ses som en grundbog, men som et bidrag i forhold til et paradigmeskift

Hvorfor en ny barndomspsykologi?

Ønsker ikke at komme med en ny GRAND-teori

Skal ses i en vestlig kontekst

Der ønskes mere tværkulturel/kulturel-specifik forskning

Institutionaliseringen tvinger os til nye forskningsmetoder, samt dannelsen af nye teorier

Tidligere forskning har allerede ændret samfundet

Der søges ikke en ny børnepsykologi men en ny barndomspsykologi

  • På den måde kan der bygges bro mellem pre-paradigme forskning og moderne tilgange
  • Måske er det nødvendigt at slække på en teoretisk renhed for at gøre plads til interdisciplinære tilgange
  • Barndommen skal ses som en periode på lige fod med “voksendommen” (Eng.: Adulthood)
  • Hvad der er barndom defineres af kultur og samfund, som begge konstitueres af tid og rum.
  • Vigtigt at viden anskues som et mere midlertidigt fænomen for at kunne videreudvikle og forfine teorier

1. En barndomspsykologi: Et paradigmeskift

De store forandringer der har været i udviklingspsykologien de sidste 30-50 år kan anskues som et paradigmeskift, da de basale teoretiske antagelser er fundamentalt forandrede.

Ændringer i opfattelsen af børns udvikling (s. 12)

  • Der har været faldende interesse i store samlende og simplificerende teorier
  • Isme-tendensen er afskaffet (Freudianisme, Behaviorisme …)
  • Ny teorier skal bidrage med relativt detaljerede konceptualiseringer og forklare specifikke aspekter af børns udvikling
  • Fremover skal forskere involvere sig i hinandens forskning, hvis der er betydelige overlap
  • Der består en svær opgave i at integrere en dynamisk system-tilgang med den stigende tendens til domænespecifik forskning.

 Fra familie- og mor-centreret til barnets udvidede verden (s. 14)

  • Brown (1965) (Pre-paradigme): Barnet besidder ingen kultur ved fødslen, de har intet koncept af verden, intet sprog eller moral. Alt dette må tilegnes af dem. Denne proces kaldes socialisering.
  • Barnet blev tidligere anskuet som en barbar – blottet for socialisering.
  • Pre-paradigme var mor-barn relationen primært fokus
    • Parallel til Freud
  • Far-barn forskning og forskning i andre af barnets relationer medbragte et mere realistisk billede af barnets sociale verden

 Børn: Skrøbelige eller resiliente? (s. 17)

  • Pre-paradigme anskuede professionelle barnet som et skrøbeligt individ
    • Et enkelt traume medførte meget sikkert udviklingsmæssige vanskeligheder
    • Legitimt at bruge “disorder”-forskning som teorier i normal-spektrekt.
  • Nyere tilgange stemmer mere overens med virkeligheden og viser, at et enkelt traume ikke behøver at føre svære udviklingsmæssige vanskeligheder med sig.
  • “Det skrøbelige barn” vs. “Det robuste barn” – skidt at befinde sig helt ude i polerne af denne dikotomi
    • Svært at skabe et overordnet billede, når der tages udgangspunkt i en af polerne
    • Bronfenbrenner (s. 18)
  • DEFI: Resiliens: Elasticitet og evnen til at returnere eller skifte retning efter belastning. (S. 19)
    • Over tid kan denne evne svækkes eller helt mistes
    • Dette begreb er med til at mindske stigmatisering af børn som har lidt overlast – da polariserede anskuelser sjældent promoverer en god dialog eller forskning
    • Knytter sig til en kompleks dynamisk proces, der involvere både barnet og omgivelserne
  • Mælkebøtte-børn og “mould-breaking”
    • Børn som på trods af deres odds (risikofaktorer) hæver sig fra deres omgivelser
  •  Resiliens afhænger af: (s. 22 n.)
    • Situationen
    • Alder
    • Individets afhængigheder

Børn: Novicer eller kompetente? (s. 23)

  • Pre-paradigme var barnet tabula-rasa se. Brown (1956) herover
  • Barnet har visse medfødte kompetencer – de er altså relativt kompetente
  • Kompetencer kan anskues på flere måder:
    • Kompetencer som potentialer
    • Kompetencer som tilegnede evner
    • Kompetencer som præstationer eller noget opnået
  • Barnet er kompetent på forskellige niveauer i forskellige dele af dets liv
    • Oplagt perspektivering til tilværelseskompetencer
  • Selv det nyfødte barn har en medfødt evne til at være nysgerrig på omverdenen
    • DERFOR er det vigtigt at skelne mellem medfødte protokompetencer og tillærte senere tilegnede kompetencer
  • Der er en vis fare knyttet til eventuel overfortolkning af disse psykologiske teorier knyttet til barnets kompetenceniveau.
    • Forældre skal være autoritative og tildele autonomi og autoritet til barnet, sådan at det passer til barnet niveau
    • Hvis det ikke afstemmes korrekt, kan barnet lide overlast som set i Skandinavien.     

Udviklingsmæssige stadier som referencepunkter (s. 28)

Ligheder mellem tidligere stadieteorier

  1. Udvikling følger en fremadskridende trinvis progression
  2. Hvert trin repræsenterer et kvalitativt unikt niveau, med tilhørende kognitivt, socialt og affektivt kompleksitet
  3. Der er udviklingsmæssige perioder med stilstand og andre med fremskridt
  4. Hvert fremskridt er hovedsageligt reguleret af biologisk modning
  5. Barnet starter i bunden af stigen som barn og slutter på toppen

Denne tankegang har rod i en teleologisk tilgang

  • Eksempler på denne: Piaget og Freud
  • Perspektiv: Krøjgaard – udviklings kontinuitet vs diskontinuitet afhænger af, hvor stort et tidsmæssigt perspektiv vi ser på

Udvikling som et transaktionelt net (s. 31)

  • Barnet (alle for den sags skyld) har en stor mængde potentielle udviklingsstadier.
  • Barnets nuværende sti er altså et resultat af alle tidligere potentialer
  • Denne model bygger på en transaktionel tilgang til barnets udvikling, hvor barnet selv er medbestemmende – barnet er dog ikke ene-bestemmende (Sameroff & MacKenzie, 2003)
  • Den understreger at udvikling ikke er lineær, men altid fremadskridende
  • De elementer som er med til at forudsige barnets fremtid skal findes i de komplekse og forandrende interaktioner mellem barn og omgivelser over tid.
  • På denne måde ses det også hvordan barnet over tid tilegner sig social og dermed kulturel viden

CH: Udviklingen kan ikke komme ud af ingenting og derfor må barnet have medfødte kompetencer. Denne udvikling kræver imidlertid at der er foranderlighed nok omkring barnet, så barnet kan se hvad der er konstant og hvad der er foranderligt. Barnet skal derfor dagligt bades i personlige, sociale og kognitivt udfordrende begivenheder for at modnes.

Studiet af barnets kompetencer omfatter altså:

  1. Observation af hvad barnet rutinemæssigt deltager i af hverdagsaktiviteter
  2. Konceptualisering af disse hverdagsaktiviteter ‘
  3. Udforskning af alle barnets relationer og hvad disse bidrager til i barnets interpersonelle verden
  4. Tilegnelse af barnets kompetencer på en basis af deres sociale og kulturelle funktion

En barndomspsykologi: Ni kontekstuelle teser (s. 35)

Sommer kommer som en afrunding af kapitlet med ni teser, som nødvendigvis må gøre sig gældende for den nye barndomspsykologi

  1. Udvikling er kontekstuelt funderet i tid og rum
  2. Barnet er indskrevet i et komplekst dynamisk hverdagssystem, som indeholder sociale situationer og forskellige udviklingsmæssige arenaer
  3. Børns handlinger, viljestyrke, uafhængighed og selv-afhængighed har ikke samme betydning på tværs af kulturer
  4. Kultur, emotion, kognition, socialitet og handling er interrelaterede fænomener
  5. Udvikling som kulturel tilegnelse
  6. Kompetenceudvikling afhænger af de muligheder kulturen giver barnet til at tilegne sig på og udøve kompetencer
  7. Kompetencer er knyttet til en lokal kontekst
  8. Kompetencer reflekterer en kulturel funktion
  9. Professionel viden om børn er kontekstuel

Udvikling karakteriserer de kvalitative samt kvantitative overgange som gradvist lærer barnet at håndtere de kompetencemæssige krav som barnet møder i hverdagslivets sociale dynamikker. (s. 38)

7. En barndomspsykologi: Konklusioner og fremtidsperspektiver (s. 229)

Igennem bogen er der argumenteret for en interdisciplinær tilgang til børns udvikling

Hovedforskelle før og efter paradigmeskiftet (s. 230)

  • Definition på a childhood psychology: “A Childhood Psychology can briefly be defined as the scientific study of human development seen in its cultural, historical and individual dimensions”

Se box 7.1

En kontekstuel tilgang (s. 232)

Se figur 7.1

Kompetencen til at kunne indgå i hverdagens sociale liv er et meget vigtigt udviklingsniveau, da barnet her får mulighed for at møde dets “udviklere” – barndomsarkitekterne. Disse udgøres hovedsageligt af forældrene, men også af eksempelvis individer i organisationer, der er involveret i at strukturere børnepasning, opdragelse, uddannelse osv.

Makro-betingelser (generel kultur) møder ikke barnet direkte men igennem disse mediatorer.

I kraft af en transaktionel tilgang er barnet som aktør selv med til at udvikle dem selv – co-creation.

Tid (s. 234)

  • Selvom rutiner er forholdsvis stabile ændres de over tid
  • Idéer og teorier om børns udvikling ændrer sig også over tid

Udviklingsmæssige niveauer (s. 235)

  • Barnets udviklingsmæssige niveau spiller også ind på omgivelserne + barnet er indlejret i sociale og kontekstuelle niveauer (se figur 7.1)
  • Bronfenbrenner (1979)
    • Modeller som denne fordrer en interdisciplinær tilgang

Oplevelsens betydning i forbindelse med barndommen (s. 236)

  • Bygger videre på Stern – RIG’er. Barnets oplevelser spiller en rolle for udviklingen. Her undersøges det hvordan kulturelle strømninger i samfundet når barnet gennem forældres kontakt med samfundet, samt deres personlige ressourcer.
  • Kritik af sociologien, hvor barnet ses som inaktiv uden fænomenologi.

Interdisciplinaritet: Fremtidige perspektiver (s. 238)

Interdisciplinaritet afhænger af en større teoretisk afslappethed, for at give plads til et videnskabeligt samarbejde – CH: Her kan man argumentere for at der opstår et nyt domæne?

Udfordringer rejst af barndomssociologi for en barndompsykologi og omvendt

  • Problemet her er at integrere sociologiens viden om makro-barnet med psykologiens viden om mikro-barnet.

Børn som intentionelle, meningsdannende aktører: Almindelige konceptuelle platforme (s. 240)

  • Intentionalitet, meningsdannelse og agens kan bygge bro mellem flere tilgange.
  • Barnet danner teorier om egen og andres psyker
  • Mere om transaktionel tilgang

Selvets indre psykologiske rum (s. 242)

  • Dette afsnit taler for at selvet er placeret ude mellem barnet og omverdenen
  • Oplagt perspektiv til Leontjev
  • Denne forståelse af selvet fører til co-regulering
  • Endnu et oplagt perspektiv til Stern – Affektiv afstemning, hvor både verbal og non-verbal kommunikation skaber en fornemmelse af tilhør hos barnet.

Større integrativt potentiale: Forslag

  • Forholdet mellem sprogbrug/symbolbrug, psykologiske realiteter og barnets mikro-kulturelle reproduktion.
  • Vigtigt at huske, at det ikke er muligt at træde ned i den samme flod to gange. Forskning på børn ændrer barnet.
  • Stern (2006): Så snart forældrene ser et andet spædbarn, vil dette spædbarn blive formet af denne indsigt.

Hvad påvirker menneskers udvikling på den lange bane? Sidste konklusioner

Se figur 7.2

Denne model siger det hele. 50 års resiliensforskning viser, at et enkelt traume ikke nødvendigvis ødelægger barnet fuldstændigt. Det ses dog at barnet har et større udviklingsmæssigt potentiale som spæd.

De horisontale linjer viser, at stadierne bygger ovenpå hinanden – men via en gradvis transaktion, og der er derfor ikke tale om en stadie-teori.

Barndommen er altså en af mange perioder i et menneskes liv; den er vigtig, men den determinerer ikke senere udvikling, som pre-paradigme teoretikere argumenterede for.

Litteraturliste

Sommer, D. (2012). A childhood psychology: Young children in changing times (kapitel 1+7). Palgrave Macmillan.